Referat fra ordinær generalforsamling i Gl. Humlebæk Badelag afholdt
Tirsdag den 29. MAJ 2012.
Formanden bød velkommen til de 23 medlemmer af badelaget, der var mødt op, og trakterede med de fineste vin-du-pap rød- og rosévine,sodavand samt chips.
Ad pkt. 1 på dagsordenen, valg af dirigent, blev Torben Essebo valgt.
Dirigenten overtog herefter generalforsamlingen og konstaterede, at forsamlingen var lovlig indkaldt og dermed beslutningsdygtig. Herefter gav han ordet til formanden.
Ad pkt. 2, formandens beretning:
Formand Karsten Dupont indledte sin beretning med at berette om besværlighederne med at tage vores badebro ned efter sommeren. Af hensyn til vinterbaderne kom vi lidt sent i gang med arbejdet, og p.g.a. isen måtte vi tage broen ind i flere bidder. Broen og flåden kom dog aldrig helt ind og isen fik da også sat sit fingeraftryk på især flåden. Den blev taget af isen og ført lidt på udflugt. Formand og næstformand drog til søs og under store pinsler og fare for liv og lemmer blev formanden ombordsat på flåden, hvorefter den af slæbebåden blev trukket tilbage på sin ankerplads.
Senere blev den taget af kraftig SØ-lig vind. Ankeret holdt ikke, og flåden drev ukontrolleret mod vores nabo Holsteins bro, hvor den i den kraftige sø i timevis knubbede sig mod træværket. Dette medførte skader på både flåde og bro. Skader som formanden er ved at udbedre.
Formanden beklagede sig over naboernes beskæring af vores træer og buske på stranden. Især vandaliseringen af en flot hvidtjørn havde givet anledning til nedadvendte mundvige. Bestyrelsen havde endnu ikke taget stilling til hvordan vi skulle forholde os til denne sag.
Der er indkøbt en ny brugt trappe til broen, og 2 nye er bestilt. Leverandøren til de 2 nye trapper er lidt træg i det, så levering af disse lader vente på sig. Formanden vil rykke for snarlig levering.
Vi har også fået tilbud om en helt ny bro, samt tilbud på op- og nedtagning.
Broen kom også i vandet før sommeren. Ikke mange af medlemmerne – faktisk ingen – mødte op på førstedagen, og først efter en mild rykker kom folk af gårde dagen efter, så broen nu står klar til den igangværende badesæson.
Der er blevet afholdt et enkelt egentligt bestyrelsesmøde. Det forløb i ro og fordragelighed og intet af betydning blev vedtaget.
Formanden fortalte kort, at to medlemmer af bestyrelsen ikke længere ønskede genvalg. Han takkede for deres store arbejde – og forsamlingen klappede pligtskyldigt
Slutteligt opfordrede formanden medlemmerne til at sende deres e-mail adresser til bestyrelsen på adressen: k.d@live.dk
Med dette afsluttede formanden sin beretning.
Spørgsmål til formandens beretning:
Det blev under den efterfølgende forespørgselsdebat kort diskuteret hvorvidt man skulle betale sig fra arbejdet med badebroen.
Det blev vedtaget, at vi stadig selv fremover skulle stå for arbejdet, ligesom der ikke blev truffet beslutning om købet af en ny bro.
Bestyrelsen vil fremover kommunikere bedre ud om forestående arbejder, og håber flere af medlemmerne vil deltage.
Formandens beretning blev herefter godkendt af generalforsamlingen.
Ad pkt. 3, regnskab:
Kasserer Bo Jørgensen aflagde regnskab.
Han beklagede, at regnskabet først var underskrevet af revisor efter udsendelsen sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Han havde medbragt adskillige kopier af det underskrevne regnskab, hvis nogen ønskede et. Det var der ingen, der ville.
Den største udgiftspost i regnskabet var indkøb af nyt dæk til broen. Et brodæk som formanden havde brugt de lange vinteraftener på at lave.
Kassereren oplyste bl.a. at han havde haft stor succes med at sende rykkere ud fordi mange glemmer at betale.
Spørgsmål til regnskabet:
Ingen havde mod til at sætte sig op mod kassereren.
Regnskabet blev herefter godkendt.
Ad pkt. 4, valg af bestyrelse:
To bestyrelsesmedlemmer, næstformand Lars og kasserer Bo ønskede ikke længere at fortsætte.
Bestyrelsen havde selv været på strandhugst og foreslog Ulf og Thomas som nye medlemmer.
Formanden forespurgte pligtskyldigt forsamlingen, om der var andre interesserede til en plads i bestyrelsen, da disse to ellers ville blive valgt.
Et nyt medlem Lotte foreslog herefter ubeskedent sig selv til bestyrelsen.
Efter et øjebliks befippelse og kort diskussion om hvorvidt der skulle stemmes blev det besluttet, at Lotte blev tilbudt en post som suppleant. Lotte tog ydmygt til takke til posten som suppleant. Det skal herunder bemærkes, at der i vores vedtægter ikke findes en sådan post!
Lars fortsætter indtil videre som bestyrer af vores hjemmeside www.badelaget.mono.net
Ad pkt. 5, valg af revisor.
Vores nuværende revisor Per-Henrik ønskede ikke længere at fortsætte.
Bestyrelsen forslog Lars til posten. Der var til denne post ingen modkandidater og Lars modtog under applaus posten.
Ad pkt. 6, fastsættelse af kontingent.
Kontingentet fortsat kr. 300.-
Indmeldelse i kajakklubben fortsat kr.200.-
Årlig pladsleje på kajakstativet fortsat kr. 50.-
Under pkt. 7, eventuelt, blev det sidste vin drukket og vor formand holdt en bevægende takketale til Lars og Bo og herunder uddelte han blomster og vingaver til de afgående medlemmer af bestyrelsen.
Et medlem, Søren spurgte til pladser og venteliste på kajakstativet, og Lars redegjorde for den nuværende situation med 17 besatte pladser og nu 5 på venteliste.
Steen luftede igen tanken om en sauna på stranden til glæde for nok især vinterbaderne.
Bo var skeptisk med hensyn til diverse tilladelser fra kommunen. Steen og et andet medlem Niels stak hovederne sammen, og ville foretage de indledende undersøgelser.
Da der ikke var flere, der ønskede ordet under evt. afsluttede dirigenten generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.
Lars Mogensen
Ref.