VEDTÆGTER
1.
”Foreningen er dannet i overensstemmelse med overenskomst af 13. august 1901, tinglyst på matr. Nr. 1e af Tibberup By, Tikøb sogn den 25. juli 1902 og deklarationer af 14. marts 1901 og 18. oktober 1906, tinglyst på samme matr. nr. den 25. juli 1902 og den 7. november 1906.”
Foreningen består af de ejere af parceller fra Tibberupgaard og Christiansminde, som ifølge skøde har rettigheder over strandgrunden matr. nr. 1e og dertil førende areal.
2.
Foreningens formål er at eje, administrere og vedligeholde strandgrunden matr. nr. 1e af Tibberup By, Tikøb sogn samt sørge for uhindret og betryggende adgang ad den til strandgrunden førende private vej.
3.
Med respekt af den til enhver tid gældende lovgivning om offentlighedens benyttelse af strandarealer skal foreningen i videst muligt omfang opretholde og sikre medlemmerne fortrinlig adgang til arealet og en eksklusiv benyttelse af derpå værende indretninger, bygninger og anlæg af enhver art. Det påhviler bestyrelsen at sørge for påtale af overskridelser af de almenheden ved lovgivningen tillagte rettigheder og fornøden retsforfølgelse til restitution af forvoldte skader.
4.
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, som vælges for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, har bestyrelsen ret til at supplere sig af medlemskredsen indtil førstkommende generalforsamling.
5.
Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ved brev til hvert medlem med dagsorden og årsregnskabet vedlagt. Bestyrelsen vedlægger i indkaldelse til ordinær generalforsamling; forslag til næste års kontingent på vedlagt giroindbetalingskort. Beløbet kan vedtages eller forkastes på generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen ønsker det eller på begæring af 1/3 af foreningens medlemmer.
På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning, der fremlægges regnskab for det forløbne år, træffes beslutning af årsafgiftens størrelse og forhandles om det kommende års foranstaltninger.
Hvert medlem har en stemme uanset antallet af ejede parceller. Skriftlig fuldmagt kan gives til et andet medlem. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed, jf. dog §5.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte..
6.
Ændring af statutterne kan ske, såfremt vedtagelse sker uændret på såvel ordinær som en ekstraordinær generalforsamling, begge gange med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
7.
Foreningens regnskabsår går fra udgangen af februar og 12 måneder frem.
8.
Under hensyn til deklarationernes indhold kan, medmindre andet er bestemt heri, parcelejerne for et eller flere år eller for bestandig opgive deres rettigheder med hensyn til strandgrunden og adgangsvejen dertil ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen.
Meddelelse skal gives senest den 1. februar for udtrædelse den påfølgende 1. april og vedkommende deltager da ikke i udgifterne vedrørende strandgrunden i pågælden år.
9.
Foreningen tegnes af formanden og to bestyrelsesmedlemmer i forening.
Bestyrelsen kan forpligte foreningen til fremme af dens formål ved låntagning indtil 50.000 kr. i alt på sædvanlige bankvilkår.